| Vandplanter er en naturlig del af biologien i vore søer og damme. Vandplanter har ikke alene en vigtig stabiliserende virkning på den "sunde" økologiske balance i søen, men har også en stor strukturel betydning for søens dyreliv. Udover at producere ilt, konkurrere om næringssalte med planteplanktonet samt stabilisere og ilte bunden via rodnettet, mangedobler planterne med løvet overfladen pr. m² søbund. Et rigt plantedække øger således habitatrigdommen til gavn for smådyrsfaunaen, giver skjul for dyreplankton og favorisere fiskearter, der er gode til at bevæge sig eller jage i vegetation, f.eks. aborrer og gedder. Samtidig er planterne selv substrat for fastsiddende alger, hvilket stimulerer forekomsten af smådyr, der ernærer sig af at skrabe algebelægninger, såsom snegle, dansemyg, vårfluer og døgnfluer. I sidste ende indgår planterne som føde for flere smådyr og fisk. |
|
Plantesamfund følger i stor grad søernes næringsniveau. I næringsfattige søer optræder samfund af grundskudsplanter, kransnålalger og følsomme arter af vandaks. Jo, mere næring i vandet, jo større gradvis dominans af mere robuste, næringstålende vandplanter frem til et punkt, hvor vandet bliver så uklart af planteplankton, at vandplanterne udskygges og forsvinder. Vandplanter er således gode indikatorer for søens tilstand og udvikling.
Vegetationsundersøgelser i søer dækker både vandplanter, kransnålalger, vandmosser, trådalger, flydebladsplanter samt sumpplanter. Af typiske vandplanter kan nævnes arter af vandaks, hornblad og tusindeblad, mens alimndelige flydebladsplanter er åkander og vandpileurt.
Siden 2003 har firmaet udført både kvantitative og kvalitative planteundersøgelser, tidligere for amterne og siden for Miljøcenter Ribe, Miljøcenter Roskilde, Miljøcenter Odense og Miljøcenter Aalborg og for Københavns, Helsingør og Rudersdal Kommuner.
Vi tilbyder:
- Kvantitative og kvalitative vegetationsundersøgelser, herunder feltregistrering og beskrivelse af planternes artssammensætning, udbredelse, dækningsgrad, mv., bl.a. i henhold til NOVANA-programmet.
- Vegetationsundersøgelser målrettet en vurdering af vandplanternes økologiske funktion i søen og betydning for smådyr og fisk.
- Vegetationsundersøgelser i forbindelse sørestaureringsprojekter, herunder forundersøgelser, undersøgelser af planternes reetablering, mv.
