Forslag til konkret handling til miljøforbedrende tiltag efterlyses forståeligt nok ofte. Borgernes interesse for gode naturoplevelser er stigende, og samtidigt øges bevidstheden om, at det snarere handler om prioritering end om afmagt for at gøre noget ved miljøet. Prioritering handler imidlertid også om økonomi, og et godt grundlag for en beslutning indbefatter flere løsningsmodeller, både hvad angår tiltag og forventede effekter samt opgavefordeling. Herunder eksempelvis inddragelse af kommunal arbejdskraft eller borgerdeltagelse. Særligt for vedligeholdende plejetiltag kan der ofte findes en løsning, hvor lokal arbejdskraft varetager opgaven.
Fiskeøkologisk Laboratorium har i mange projekter samarbejdet med lokal arbejdskraft, og vi lægger vægt på en god dialog med borgerne, hvor eksempelvis artikler til lokalaviser, informationsmøder eller -foldere kan være med til at skabe klarhed om og interesse for projektet.
Udover handlings- og plejeplaner har vi igennem årene foretaget en række specifikke udredningsopgaver i forbindelse med forvaltning af søer, herunder særligt effektvurderinger af forskellige sørestaureringsmetoder samt konsekvensvurderinger af erhvervs- og lystfiskeri. Desuden har vi forestået en række rutinemæssige afrapporteringer af NOVA- og NOVANA-undersøgelser.
