Livet i vore ferske vande har altid fascineret og skaber en god platform for oplevelser, læring og fordybelse. Naturoplevelsen for den enkelte kan alt efter alder, interesse og formål variere fra den helt simple røre-/føle-/aha-oplevelse til indlæring af de enkelte arters biologi, følsomhed og krav til miljøet samt til undervisning af mere komplekse økologiske sammenhænge i vore søer og vandløb. En god naturoplevelse skaber kimen til en naturforståelse af, at søer og vandløb er steder vi skal værne om og passe på. Et indblik i mere komplekse sammenhænge skaber samtidig forståelse for den sårbarhed, der også er indbygget i det sunde økosystem, og hvor lidt der skal til for at bringe systemet ud af balance.
Gennem vort arbejde oplever vi ofte den store interesse, der er blandt børn og voksne for fisk, smådyr og livet i ferskvand som helhed. Dette har ført til, at vi nu tilbyder naturdage ved søen eller vandløbet, målrettet f.eks. skoleklasser, gymnasieklasser, børnehaver, foreninger, højskoler, m.fl., hvor temaet for dagen sammensættes efter ønske og aldersgruppe.
Gennem flere år har vi undervist i relaterede fag til vort arbejde bl.a. på de højere læreranstalter. Vi underviser således gerne i ferskvandsbiologi/-økologi, der tilrettelægges efter ønske til tema, emne eller case-story. Undervisningen målrettes unge som voksne, og til fagligt niveau.
Vi tilbyder:
- Naturdage og undervisning for skoleklasser, gymnasieklasser, højere læreranstalter, m.fl.
- Kurser i biologisk vandløbsbedømmelse, skånsom vedligeholdelsespraksis i vandløb mv.