Søtilsyn – overvågning af miljøtilstanden med feltmålinger og vandkemi

Eksempler fra Sjælsø og De Indre Søer (DIS)

Fiskeøkologisk Laboratorium har siden 2003 udført overvågning af miljøtilstanden i en lang række søer på Sjælland. Tilsyn udføres både for kommuner og miljøcentre, og udføres efter anvisningerne i den tekniske vejledning for overvågning i søer (NOVANA).

At kende miljøtilstanden i søer er helt centralt for at kunne forvalte og prioritere miljøindsatsen. Særligt er det aktuelt i forbindelse med vandplanernes ikrafttræden at have nye data for tilstanden, således at forvaltningen ikke baseres på utidssvarende viden.

Ofte udføres overvågningen efter det ekstensive program, hvor der udtages vandprøver, måles iltkoncentration, temperatur og sigtdybde seks gang i løbet af sommerhalvåret og en gang i vinterhalvåret, men vi tilbyder både større og mindre indsatser. Eksempelvis har vi i perioden 2006-2010 udført 7 til 10 tilsyn årligt i flere af bassinerne af De Indre Søer for Københavns Kommune, og i perioden 2009-2010 udført i alt 27 tilsyn på Sjælsø for Allerød, Hørsholm og Rudersdal Kommuner. De indsamlede data, har sammen med undersøgelser af fiskebestand, vegetation og sediment givet afgørende viden for miljømyndighederne i kommunerne, og de kan nu prioritere og kvantificere indsatsen for at forbedre og stabilisere søens miljøtilstand frem mod målet på maksimalt 25 µg klorofyl i søvandet i 2015.

Mere om Sjælsø: http://www.sjaelsoesamarbejdet.dk