Fiskeundersøgelser i kystnære havområder

I forbindelse med projekteringen af en kommende fast forbindelse over Femern Bælt, har Fiskeøkologisk Laboratorium udført en række forundersøgelser af fiskebestandene i området omkring den planlagte linjeføring. Undersøgelserne havde til hensigt at kortlægge eventuelle konsekvenser for fiskefaunaen i farvandet i forbindelse med et kommende byggeprojekt.

Sildens gydeaktivitet i området blev undersøgt med systematiske garnsætninger og undersøgelser af forekomsten af sildeæg i rødalgebevoksninger. Bundafsøgningerne blev udført med dykkere og undervandsvideo. Variationer i fiskebestandene på forskellige bundtyper gennem et år blev kortlagt ved brug af specielle oversigtsgarn og fintmaskede ruser, og migrationen af ål og torsk blev undersøgt med mærkningsforsøg. Fiskeøkologisk Laboratorium har desuden udført registreringer af fangsterne i erhvervsfiskernes bundgarn, og har udtaget vævsprøver til DNA-undersøgelser af flere fiskearter.

FØL vurderer sammen med Orbicon og IFAÖ miljøpåvirkningen af Femern Bælt Bro på fisk og fiskeri